Italy vs Spain for expats

Kompleks — EU-borgere kan frit bo og arbejde, men skal registrere deres bopæl hos de lokale myndigheder. Ikke-EU-borgere har brug for et visum inden ankomst og skal inden for otte arbejdsdage ansøge om et Permesso di Soggiorno (opholdstilladelse).

Moderat — Visumkravene afhænger af dit statsborgerskab; EU-borgere skal registrere sig for ophold, mens ikke-EU-borgere skal ansøge om specifikke visumtyper som arbejds-, studie- eller familiesammenføringsvisum. Ved leje af bolig betales normalt et depositum svarende til en måneds husleje, og en ekstra garanti kan kræves. Told- og importregler er ikke uddybet i guiden, så du bør undersøge disse separat.

Udlændinge, der planlægger at bo i Italien i mere end 90 dage, har generelt brug for et nationalt visum (Type D) først, derefter et permesso di soggiorno (opholdstilladelse) efter ankomsten; EU/EØS-borgere er normalt fritaget for visum, men de skal registrere sig lokalt, hvis de opholder sig længerevarende.

Ved flytning til Italien er de vigtigste opholdstilladelsesordninger i 2026 arbejde, selvstændig virksomhed, studier, familiesammenføring, valgfrit ophold, investor, digital nomade/fjernarbejder samt særlig beskyttelse eller humanitære grunde. Midlertidige tilladelser er generelt knyttet til opholdets formål og er normalt gyldige i omkring 1–2 år, selvom nogle kategorier er kortere eller længere.

• Arbejde: for personer med et italiensk jobtilbud, intracompany-transfer eller bestemte højt kvalificerede stillinger; typisk tilladelsesvarighed er op til 2 år for almindeligt arbejde, og Blue Card/andre specialistordninger kan afvige.
• Selvstændig virksomhed: for freelancere, iværksættere og visse fagfolk; typisk gyldighed er op til 2 år, afhængigt af indkomst- og licenskrav.
• Studier: for indskrivning på universitet eller i uddannelsesforløb; typisk gyldighed er omkring 1 år, fornyelig for studiets varighed.
• Familiesammenføring: for ægtefæller og afhængige familiemedlemmer til en person med lovligt ophold; typisk gyldighed er omkring 2 år.
• Valgfrit ophold: for økonomisk uafhængige personer, ofte pensionister, der ikke arbejder i Italien; denne ordning kræver normalt en betydelig passiv indkomst og bruges til længerevarende ophold.
• Investor: for kvalificerende investeringer; en kilde angiver et minimum på €250,000 for visse investeringsordninger i 2026, selvom de præcise grænser afhænger af investeringskategorien.
• Digital nomade / fjernarbejder: tilgængelig siden 2024 for fjernmedarbejdere eller freelancere, der opfylder indkomst- og kvalifikationsregler; en guide fra 2026 siger, at den generelt er 1 år, fornyelig.
• Ansøgningssted: uden for Italien ansøges visummet normalt hos det italienske konsulat/ambassade; efter ankomsten indgives ansøgningen om opholdstilladelse hos den lokale Questura (politihovedkvarter).

I 2026 er Italiens personlige indkomstskat for residenter det progressive IRPEF-system med tre nationale indkomstintervaller: 23 % op til €28.000, 33 % fra €28.001 til €50.000 og 43 % over €50.000. Mellemtraten blev nedsat fra 35 % til 33 % ved budgetloven for 2026, og skatten i første interval ved €28.000 er €6.440, mens skatten ved €50.000 er €13.700 før lokale tillæg.

For nytilkomne beskatter Italien dig generelt som resident, hvis du er registreret i det lokale befolkningsregister i størstedelen af skatteåret, eller hvis din sædvanlige bopæl eller centrum for dine livsinteresser ligger i Italien; den nøjagtige skattemæssige hjemstedshørighed kan også afhænge af dobbeltbeskatningsaftalens regler i grænseoverskridende tilfælde. Residenter beskattes af verdensindkomsten, mens ikke-residenter hovedsageligt beskattes af indkomst med italiensk kilde.

• Lokale tillægsskatter: regionale og kommunale tillægsskatter lægges oven i IRPEF; de oplyste intervaller er cirka 0,7 %–3,33 % for regional tillægsskat og op til omkring 0,9 % for kommunal tillægsskat.
• Sociale bidrag: lønmodtagere, selvstændige og visse professionelle skal også betale obligatoriske socialsikringsbidrag, som er adskilt fra IRPEF og kan øge den samlede skatteomkostning betydeligt.
• Ordninger for nytilkomne: Italien har særlige ordninger for nytilkomne, der gælder for nogle tilrejsende arbejdstagere og højt mobile skatteydere; disse er adskilt fra almindelig IRPEF og bør vurderes i hvert enkelt tilfælde, da berettigelse og lempelsesniveauer ændres ved lov.
• Dobbeltbeskatning: Italiens dobbeltbeskatningsaftaler og regler om udenlandsk skattefradrag kan reducere dobbeltbeskatning af indkomst, der er beskattet både i Italien og i udlandet, men det nøjagtige resultat afhænger af aftalen, indkomsttypen og bopælsstatus.

For flytteplanlægning er det praktiske hovedbudskab, at den overordnede 2026-IRPEF-sats kun er en del af regningen: bopælsstatus, lokale tillægsskatter og sociale bidrag kan ændre den effektive skattebyrde betydeligt.

Typiske månedlige leveomkostninger i Italien i 2026 varierer markant fra by til by, hvor Milano og Rom typisk ligger i den høje ende, og mindre sydlige byer ligger lavere. For en enkelt person, der flytter til en større by, er et realistisk budget ofte omkring €1.600–€2.300 om måneden, mens mindre eller mellemstore byer kan være billigere. Tallene nedenfor er vejledende og baseret på 2026-opgørelser over leveomkostninger og markedsestimater.

• Husleje, 1-værelses i bycentrum: cirka €900–€1.500 om måneden i Rom og €1.100–€1.800 i Milano; i billigere byer som Napoli eller Torino omkring €650–€950.
• Forbrugsudgifter: cirka €125–€220 om måneden for el, varme/køling, vand og renovation; internet koster ofte yderligere €25–€35.
• Dagligvarer: cirka €250–€350 om måneden for én person, der laver mad derhjemme, med højere omkostninger i større byer.
• Transport: et månedskort til offentlig transport koster typisk omkring €35–€55 afhængigt af byen; nogle byer ligger lavere, mens Milano ofte ligger i den høje ende.
• Gennemsnitlig nettoløn: Italiens gennemsnitlige netto månedsløn opgøres ofte til omkring €1.700–€1.900 i 2026, selvom den faktiske udbetalte løn varierer meget alt efter branche, region og anciennitet.

I praksis er huslejen typisk den største udgift, og centrale lejligheder i Milano kan bringe de samlede månedlige udgifter godt over €2.500. I mellemstore byer kan en enlig lejer, der lever beskedent, holde sig tættere på €1.400–€1.900 om måneden samlet set.